14-årige Mille bliver nødt til at finde denne styrke, da hun i 8. klasse bliver diagnosticeret med cancer.   

Når sygdom rammer i så ung en alder, hvor man først lige er begyndt at finde sig selv, bliver verden vendt på hovedet. Man kan ikke længere spejle sig i dem, man ellers ville søge trøst hos. Man er alene, og det er skræmmende.   

Behovet for at finde forståelse inspirerede Mille til senere at udgive sin dagbog fra forløbet, så andre måske kan bruge hendes erfaringer til at afværge følelsen af ensomhed, som Mille selv kæmpede med.   

”Jeg har skrevet den bog, som jeg selv havde brug for.”      

Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg ikke huske helt præcis, hvad der skete det er faktisk løgn. Jeg husker hvert eneste sekund, men det kan jeg ikke holde ud at genleve. Følelsen af at blive kvalt er det, der kommer først, hver gang jeg tænker tilbage på det. Jeg havde det, som om jeg skulle dø, og jeg husker at tænke: ”Det var så det. Nu dør jeg. Lige her på badeværelsesgulvet i et gammelt hus i Søborg.” Det gjorde jeg dog ikke – tydeligvis. Det havde godt nok også været en sur måde at tage herfra på.